Boostforløb

BOOST-forløb

– En hjælp til skoletrætte elever i risikozonen

BOOST-forløb er et socialpædagogisk intensivt og individuelt tilrettelagt læringsforløb for børn og unge, der har mistet lysten til at lære og være i skole.

En stor del børn og unge oplever at miste lysten til og modet på at gå i skole i et omfang, der påvirker deres fremmøde i skolen i bekymrende grad. Nogle børn og unge har fået det så svært med skolen, at de ikke vil afsted i skole og derfor opholder sig i hjemmet i en stor del af skoletiden. Andre kommer nødtvungent afsted i skole, men trives ikke og indgår ikke eller kun meget begrænset i de sociale eller faglige sammenhænge. For alle disse elever gælder det, at deres sociale kontaktflade er meget lille – og at de kun i ringe grad har adgang til positive oplevelser og muligheder for at udvikle sig personligt og fagligt i et socialt fællesskab.

Formål
BOOST-forløbets overordnede formål er at hjælpe børn og unge med skolemodstand og begyndende isolation tilbage til folkeskolen igen og at støtte barnets/den unges udvikling af personlige kompetencer og ressourcer til at indgå i et socialt og fagligt fællesskab igen:

BOOST-forløbet hjælper det enkelte barn tilbage til et bedre liv og skoleliv
BOOST-forløbet medfører desuden – i et lidt større perspektiv – at flere elever hurtigere vil være i stand til at vende tilbage til deres klasseundervisning. Dette reducerer risikoen for længerevarende fysisk og/eller psykisk fravær, som på sigt kan medføre, at eleven ikke får en ungdomsuddannelse:

BOOST-forløbet øger antallet af uddannelsesparate unge jeres i skoledistrikt!

Metode
BOOST-forløbet består af et individuelt tilrettelagt læringsforløb med afsæt i en undersøgelse og afklaring af, hvad der ligger bag barnets/den unges skolemodstand, samt hvilke faglige, personlige og sociale kompetencer og ressourcer, barnet/den unge har behov for og ikke mindst mulighed for at udvikle.

Læringsforløbene tilrettelægges og skræddersyes med afsæt i den enkelte elevs individuelle forudsætninger og består helt grundlæggende af daglig fysisk, faglig og psykosocial læring gennem dialog, følelsesmæssig afstemning, guidning og målrettede aktiviteter.

Der opstilles klare konkrete mål og delmål for eleven, som evalueres på månedlig basis – med henblik på at sikre og fastholde en tydelig progression hos eleven undervejs i BOOST-forløbet.

En del af læringsforløbet kan efter behov foregå i hjemmet. Dette er typisk særlig relevant i 1. Boost-forløb, hvor eleven ofte har modstand mod forandring og har brug for at føle sig tryg og på sikker grund. Det er vores erfaring at hel eller delvis hjemmeundervisning i opstartsfasen i mange tilfælde optimerer muligheden for udviklingen af en god, tryg og bæredygtig relation mellem eleven, de pædagogiske konsulenter og omsorgspersonen /forælderen – og netop denne relation udgør fundamentet for den proces, der skal støtte eleven i at udskifte sine mentale og følelsesmæssige barrierer mod skolen med en spirende tro på og lyst til at lære og at være i skolens sociale og faglige fællesskab.

Samarbejdet mellem folkeskole og hjem intensiveres i BOOST-forløbet. Dette giver en stærk følelse af at arbejde for og stå sammen om et fælles mål (at hjælpe barnet/den unge til et bedre liv og skoleliv) – og det nedbryder ofte eventuelle mentale barrierer over for ”skolen” og ”systemet”, som kan være opstået som følge af en lang sej periode for familien grundet elevens modstand mod og vanskeligheder med skolen.

BOOST-forløbet varetages af professionelt og veluddannet pædagogisk personale – lærere og pædagoger – som har særlig viden om og stor erfaring med at arbejde psykosocialt og didaktisk med udsatte børn og unge.

Teori
Vi udvikler os i relationer, og BOOST-forløbet har helt grundlæggende afsæt i relations- og tilknytningsteori (som beskriver den pædagogiske relations betydning for læring og udvikling), i Vygotskys teori om ZFNU (Zonen For Nærmeste Udvikling) samt i nyeste viden om neuroaffektiv udviklingspsykologi.

BOOST-forløbets nøgleord er således anerkendelse, nænsomhed, værdighed og en god tryg relation til eleven i en ligeværdig sammenhæng. Det er vores erfaring at netop disse elementer stimulerer eleven til at turde træde med ind i udviklingszonen – med mulighed for at opnå de små daglige og ugentlige succeser, som i sidste ende skal føre til, at eleven udvikler værktøjer til bedre at kunne håndtere de daglige krav i Folkeskolen – således eleven med øget selvværd, selvtillid og motivation atter bliver klar til at genoptage klasseundervisningen.

Paraplymodellen
Hver elev får udarbejdet en udviklingsparaply, hvor det overordnede mål er undervisningsparathed for den enkelte. Derfra udarbejdes mindre delmål ud fra den enkelte elevs sociale og faglige kompetencer samt udviklingspotentiale. Zonen for nærmeste udvikling danner de overordnede rammer for udarbejdelsen af paraplymodellen.

Boost-modellen
Et BOOST-forløb på Guldborgsund Dagskole vil se således ud jf. illustration:

Opstartsmøde
Indledningsvis afholdes være et opstartsmøde mellem en repræsentant fra elevens skole, elevens hjem og en konsulent fra Guldborgsund Dagskole, hvor barnets faglige-, personlige- og sociale kompetencer og udfordringer bliver nøje belyst, således der kan udarbejdes en handleplan for, hvad der skal arbejdes med. Der opsættes delmål – med et overordnet mål for øje – nemlig at barnet bliver undervisningsparat og dermed er i stand til at vende tilbage til sin klasse igen. De involverede parter mødes igen efter 30 dage. Skolen vil hurtigst muligt finde en dato for nyt møde.

1. Boostforløb:
Ved 1. Boostforløb er vores konsulent sammen med barnet, hvor der arbejdes med eleven udfordringer ud fra de mål, der er opsat ved opstartsmødet.

Midtvejsevaluering:
Efter 30 dages intensivt arbejde mellem eleven og skolens konsulent afholdes midtvejsevaluering med en repræsentant fra elevens skole, elevens hjem og vores konsulent. Der snakkes om mærkbare forandringer hos barnet og udfordringer, der stadig skal arbejdes med evt. ved fastsættelse af nye delmål, således barnet bliver endnu mere skoleparat.

2. Boostforløb:
Eleven og skolens konsulent arbejder videre med barnets udfordringer evt. i forhold til nye delmål, hvor der i arbejdet er fokus på eleven lærer at håndtere faglige og sociale udfordringer i dagligdagen.

Afsluttende møde:
Når eleven er undervisningsparat og er klar til at møde skolens krav afsluttes Boost-forløbet med et afsluttende møde, hvor elevens arbejde og udvikling evalueres.

3. Boostforløb:
Skolens konsulent giver sparring i forhold til mål der er arbejdet med. I dette forløb er det eleven selv, som arbejder på at fastholde de opsatte mål. Konsulenten overlader langsomt arbejdet til eleven og dennes lærere.

Pris:
BOOST-forløbet er individuelt tilrettelagt, hvilket medfører at prisberegningen er fleksibel.

Dette sikre en fair pris for alle parter.

Prisen bliver derfor beregnet ud fra en timetakst (inkl. pension, forsikring, adm. af medarbejder og løn under transport). Pris pr. time pr. medarbejder er 375 kr. + statens kilometertakst.