Om Guldborgsund Dagskole

Velkommen til Guldborgsund Dagskole

Skolen med den store ekspertise inden for individuel undervisning og pædagogisk dagbehandling.

Guldborgsund Dagskole er et fondsejet, socialpædagogisk skole- og behandlingstilbud til normaltbegavede, udsatte børn og unge, der har brug for et alternativ til folkeskolen.

Vi tror på, at man skal være for at kunne lære!

Derfor har vi samlet de allerdygtigste medarbejdere og ildsjæle, som alle brænder for at give skolens elever et nyt perspektiv på det at lære og at være – med både sig selv og fællesskabet.

Vi opnår gode og synlige resultater – og det gør vi fordi:

  • Vi arbejder med elevernes sociale kompetencer og personlige udvikling…
    Da vi ved, at vi kun kan lære noget, når vi har tilstrækkelig ro i vores nervesystem og fungerer nogenlunde godt i vores dagligdag.
  • Vi arbejder med ambitiøse og realistiske mål for elevernes faglige udvikling …
    Da vi ved, at det er betydningsfuldt for ethvert menneske at føle, at vi duer til noget og kan nå i mål med en opgave eller faglig udfordring.
  • Vi arbejder relationelt med basis i neuroaffektiv udviklingspsykologi …
    Da vi ved, at vi udvikler os gennem samspil med et mere modent nervesystem end vores eget, og at vi alle har brug for at føle, at vi betyder noget og er gode nok, alene fordi vi er dem, vi er.

Vores målgruppe | Hvem kan blive elev hos os?
Vi er en skole for elever fra 0. til 10. klassetrin, som har brug for et trygt, forudsigeligt og struktureret undervisnings- og behandlingstilbud i et mindre skolemiljø. Vores elever er typisk normaltbegavede børn og unge med psykosociale vanskeligheder, som fx vanskeligheder ved at regulere og nuancere deres følelser og udfordringer i forhold til relationsdannelse og socialt samspil.

Vores elever kan have diagnoser som ADHD, autismespektrumforstyrrelser, forskellige former for angst eller personlighedsforstyrrelser – men det er ikke et krav.

Det overordnede mål med en skoleperiode på Guldborgsund Dagskole er at støtte eleven hen mod at udvikle livsduelighed – det vil sige at kunne mestre og leve et tilfredsstillende liv i samspil med andre mennesker og som en del af samfundet. Vi arbejder derfor altid med følgende overordnede mål:

  • at støtte eleven hen mod at udvikle selvregulering (fysisk, emotionelt og mentalt).
  • at støtte eleven hen mod at kunne reflektere over egne handlinger, valg og konsekvenser heraf.
  • at støtte udviklingen af selvværd og selvtillid hos eleven.
  • at arbejde målrettet mod en FS (folkeskolens afsluttende prøver).

Individuel undervisning
På Guldborgsund Dagskole arbejder vi ambitiøst med elevernes faglige udvikling. Vi tager afsæt i den enkelte elevs personlige og faglige udgangspunkt og lægger vægt på en tæt kontakt og dialog med den enkelte elev. Derfor undervises vores elever i mindre grupper – oftest med normeringen 1:3 (en lærer til 3 elever), dog med undtagelser og variationer. Vi bestræber os på, at der altid er både en pædagog og en lærer i undervisningen, så både den undervisningsmæssige og den behandlingsmæssige del varetages. Vores undervisning har afsæt i følgende pædagogiske værktøjer og/eller værdier:

  • Elevplaner
    Elevplanen danner grundlaget for den undervisning, den enkelte elev modtager og indeholder de konkrete, faglige og læringsmæssige mål, som eleven vurderes at kunne og skulle nå i løbet af skoleåret. Målene tager udgangspunkt i Undervisningsministeriets Fælles Mål, men elevplanen tilpasses altid den enkelte elevs reelle udviklingspotentiale. Den første elevplan laves, når eleven har gået på skolen i 3 måneder (60 skoledage). Planen revideres og udsendes til bosteder/plejefamilie og andre relevante samarbejdspartnere 2 gange om året.
  • Medinddragelse
    Det skaber tryghed og engagement at føle sig hørt, set og taget alvorligt. Derfor inddrages og opmuntres vores elever kontinuerligt til at tage medansvar for deres egen faglige og sociale udvikling. Vi ønsker at give eleverne en oplevelse af, at deres mening og indsats betyder noget – og at de har mulighed for at præge deres hverdag og udvikling.
  • Holddeling
    Vi lærer alle forskelligt og har forskellige forudsætninger for at modtage, indhente og bearbejde informationer i et læringsfællesskab. Vi vurderer altid den enkelte elevs forudsætninger og behov, når vi inddeler eleverne i hold, da vi ønsker at skabe de bedst mulige betingelser for motivation og mulighed for læring og udvikling. Der er ingen færdig opskrift på ”den perfekte” holdsammensætning – men flere kriterier tages i betragtning, når vi sammensætter holdene, blandt andet:
  • Elevens sociale adfærd.
  • Elevens mentale funktionsniveau (herunder elevens koncentrationsevne og følelsesmæssige alder).
  • Elevens faglige standpunkt.
  • Undervisningsmaterialer
    I undervisningen bruger vi både traditionelle undervisningsbøger, film, medier og digitale læremidler. De digitale læremidler erstatter ikke den personlige kontakt og formidling, men udgør et vigtigt supplement, som motiverer, støtter og udfordrer elevernes læring. Vi anvender Chromebooks (bærbar computer) i undervisningen, og hver elev har sin personlige adgang og Googleprofil til skolebrug, hvorigennem der kan uddeles og afleveres opgaver, gives faglig feedback mv. Vores elever bliver således klædt på til at kunne agere og reagere i en digital verden.
  • Fag
    Vi er underlagt Folkeskoleloven og tilbyder undervisning i fuld fagrække, og vores elever har mulighed for at aflægge folkeskolens afgangsprøver efter 9. eller 10. klasse – hvilket vi vægter højt. Hvis en elev ikke har tilstrækkelige ressourcer og forudsætninger til alle fag, er det en mulighed at blive fritaget for undervisning og/eller prøver i enkelte fag. Denne vurdering sker altid i samråd med skolens psykolog, lærere og forældre. I løbet af året har vi dage og uger, hvor vi bryder det normale fagskema op og laver spændende og anderledes undervisning på tværs af fagene. Emneforløb, fag-sociale ture ud af huset, lejrskole og – for de ældste elever desuden – projektforløb, brobygning og erhvervspraktik er med til at skabe helhed og sammenhæng mellem ”den virkelige verden” og fagene på skoleskemaet.
  • Bevægelse i undervisningen
    Når vi bevæger os styrkes vores arbejdshukommelse og opmærksomhed – derfor inddrager vi dagligt bevægelse i undervisningen og sørger for, at der kommer fornyet ilt og energi til både hjerne og krop – og også gerne et smil på læben.

Pædagogisk dagbehandling
Guldborgsund Dagskole er et dagbehandlingstilbud, hvilket er en blanding af skole og behandling. Behandlingsarbejdet er en løbende proces, som dels finder sted i det daglige pædagogiske arbejde med eleverne (både i og uden for undervisningen) – og dels finder sted i sessioner med skolens behandlingsansvarlige i form af pædagogisk massage og samtaler.

Ved indskrivning på skolen foretages grundig vurdering af den enkelte elev, for at finde frem til, hvor dennes ressourcer, udviklingsbehov og -potentiale er, og hvor vi skal have fokus behandlingsmæssigt. Behandlingsindsatsen på Guldborgssund Dagskole omhandler elevens samlede personlige og psykosociale udvikling og har afsæt i følgende værdier, teori og metoder:

  • At være før man kan lære
    Helt grundlæggende tror vi på, at den enkelt elev skal være i stand til at være – i sin krop, i sig selv og i kontakt med andre mennesker – før der kan stilles forventninger til eleven om at kunne lære… Læring kræver et nervesystem i relativ ro og balance – derfor lægger vi stor vægt på at skabe tilstrækkelig indre regulering, ro og tryghed hos den enkelt elev og i dennes nervesystem, så der også bliver plads til faglig læring.
  • Neuroaffektiv udviklingspsykologi
    Vi udvikler os gennem samspil med andre, og derfor vægter vi betydningen af udviklingsstøttende relationer meget højt. Vi arbejder med markeret spejling og limbisk afstemning som en integreret del af vores daglige pædagogiske behandling, og vi har altid blik for elevens nærmeste udviklingszone ud fra et neuroaffektivt perspektiv. I praksis afsætter og prioriterer vi tid og nærvær til samtale og samvær med eleverne, og alle elever har en ”primærvoksen”, som følger eleven tæt og har det helt nære kendskab til eleven.
    Pædagogisk massage og kropsterapi
    Vores sanser og sanseintegration udgør et grundlæggende fundament for udvikling af vores følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale kompetencer. Derfor arbejder vi med pædagogisk massage og sanseintegration som en del af behandlingsindsatsen for skolens elever – og en del af personalet er professionelt uddannet inden for pædagogisk massage og kropsterapi.
  • Professionelle voksne
    Vores pædagogiske personale har ”det sorte bælte” i at skabe anerkendende og udviklingsstøttende relationer. Vi brænder for at skabe god udvikling hos eleverne, og vi sikrer en professionel behandlingsmæssig indsats og et udviklende og støttende arbejdsmiljø gennem regelmæssig supervision med skolens psykolog, teammøder, pædagogiske dage og – helt grundlæggende – en åben og respektfuld kommunikation.
  • Samarbejde med hjemmet
    At skabe positiv udvikling hos en elev i dagbehandling kræver et tæt og godt samarbejde med elevens hjem/bosted og et fælles fokus i forhold til, hvordan vi bedst kan støtte eleven hen mod udvikling og trivsel. Vi lægger derfor stor vægt på at etablere en god kontakt til elevens hjem og lægger op til en hverdag præget af åbenhed, dialog og regelmæssig gensidig informationsudveksling. Der er fast ugentlig kontakt mellem en elevs primærlærer og elevens hjem, og mindst en gang om året holdes der desuden et statusmøde, hvor vi mere dybdegående drøfter og evaluerer samarbejdet og elevens udvikling og behov.
  • Udslusning
    Et dagbehandlingsforløb på Guldborgsund Dagskole fører eleven til positive resultater og udvikling, og på et tidspunkt er eleven klar til at møde nye udfordringer – enten i form af tilbagevenden til folkeskolen eller, hvis grundskolen færdiggøres hos os, i et andet uddannelsestilbud. Vi lægger stor vægt på, at skolens elever bliver velplacerede skole- og uddannelsesmæssigt, når de forlader os. Derfor er vi i løbende dialog med PPR og skolens uddannelsesvejleder, når en elev skal udsluses fra os. Sammen med den nye instans, hvad enten det er en folkeskole, erhvervsskole, arbejdsplads eller andet – sammensætter vi den bedst mulige overgang til den nye hverdag.